Vores institution

Fritidshjemmet i Vartov er en selvejende daginstitution, som blev oprettet i 1949 af Kirkeligt Samfund og Vartov Valgmenighed, og har driftsoverenskomst med Københavns Kommune. Fritidshjemmet er beliggende i Vartov i Farvergade 27 F, opgang F og C, 1463 København K. Fritidshjemmet er skoletilknyttet Den Classenske Legatskole i Vester Voldgade. Vi modtager børn fra børnehaveklassen til og med 3. klasse i alderen 5 til 10 år, såfremt der er pladser. Der er følgeordning til og fra skole for børnene i børnehaveklassen og 1. klasse. Fritidshjemmets åbningstider er fra 7.00 til 9.00 og fra 11.30 til 17.00 på almindelige skoledage. På skolefridage og i ferier er åbningstiden 7.00-17.00. På skolefridage skal børnene være på fritidshjemmet senest kl.10.00 og kan først forventes hjemme kl.16.00. Fritidshjemmet er fysisk opdelt i to afdelinger, en stor i opgang F med plads til ca. 40 børn og en mindre i opgang C med plads til ca. 20 børn. Der er ingen legeplads i umiddelbar tilknytning til fritidshjemmet, men vi har sammen med 2 andre institutioner rådighed over en legeplads på Bryghusgrunden. Denne grund er blevet opkøbt af REAL DANIA (RD), og pt. foreligger der en plan om, at RD vil opføre en stor kontorbygning, samt implementere en legeplads i deres byggeplaner. Vi har endnu ikke kendskab til, at denne legeplads formår at leve op til de forventninger, som vi har til en god legeplads for fritidshjemsbørn. Normeringen på fritidshjemmet er sat til 180 pædagogtimer og 46 pædagogmedhjælpertimer. Pt. har vi 2 ekstra personer ansat med løntilskud.